Klubprofil

Swim Team Esbjerg er Esbjergs ældste svømmeklub. Klubben startede i 1935 under navnet Svømmeklubben "Esbjerg". I 2003 blev klubbens navn ændret til Swim Team Esbjerg, og samtidig fik klubben det nuværende logo.

Swim Team Esbjerg har omkring 900 medlemmer, og klubbens formål er at udbrede interessen for og kendskabet til svømning, livredning, vandpolo og andre vandsportsgrene, der har medlemmernes interesse.

Klubben er medlem af Svømmeregion Vest (SRV), Dansk Svømmeunion (SVØM), Danmarks Idrætsforbund (DIF), Dansk Handicap Idræts-Forbund (DHIF), Danske Gymnastik og Idrætsforeninger (DGI) og Esbjerg Idrætsforbund (EIF).

Alt lederarbejde og trænerarbejde i Swim Team Esbjerg bliver udført af frivillige, der alle er ulønnede.

Swim Team Esbjerg tilbyder babysvømning (i samarbejde med West Swim Esbjerg), svømmeundervisning og aktiviteter for børn og voksne i alle aldre og på alle niveauer, svømning for svømmere med fysisk handicap, svømning for personer med vandskræk, vandgymnastik, familiesvømning, motionssvømning og elitesvømning
.
Konkurrenceafdelingen har som målsætning at vinde medaljer til DM - Swim Team Esbjerg har de sidste 10 år vundet mere end 10 medaljer til Danske Mesterskaber. Swim Team Esbjerg befinder sig blandt de absolut bedste klubber på årgangs- og juniorsiden i Svømme Region Vest.

Desuden har Swim Team Esbjergs konkurrenceafdeling som målsætning at tilbyde gode og udviklende rammer for konkurrencesvømmere med et handicap. Siden midten af 90'erne er det blevet til mere end 30 medaljer ved internationale mesterskaber for svømmere med et handicap.

Babysvømningen og en del af konkurrencesvømningen foregår på Svømmestadion Danmark, mens klubbens øvrige aktiviteter afholdes på Præstegårdsskolen og i Seminariets Svømmehal.

Fra klubbens side stilles der store krav til den veluddannede instruktør- og trænerstab, som igen stiller opnåelige krav til svømmerne i forbindelse med undervisningen og træningen.

Swim Team Esbjerg forventer, at forældrene som en selvfølge tager aktiv del i de aktiviteter i klubben, der er nødvendige for, at svømmerne får en indholdsrig tid i klubben.

Vel mødt i Swim Team Esbjerg.