Simone H. Lauridsen (årg 99) fra ESE 2 vinder Dansk Årgansmesterskab. STORT TILLYKKE!
I weekenden 20-22/1 deltog 3 svømmere fra Elite Svøm Esbjerg i Danske Mesterskaber for Årgangssvømmere.
Trods store nerver, blev det til mange personlige rekorder og desuden en række medaljer.
Fredagens første løb var 400 meter individuel medley. Simone H. Lauridsen var godt nervøs, hvilket medførte en langsom første 100 meter butterfly ...rygcrawl gik ok, men Simone var "sat" af feltet. Slaget syntes tabt, men Simone ville det anderledes! En super brystsvømning + crawl medførte en bronzemedalje.
Næste svømmer i vandet var Anna C. Lange, der satte personlig rekord i 50 fri.
Lørdag formiddag var lidt sløj, men det var "kun opvarmning" til eftermiddagen, hvor Simone erobrede en sølvmedalje i 200 brystsvømning og Anna Lange viste sit værd ved at skære 3 sekunder af sin personlige rekord.
Selvom både fredag og lørdag var gode, så blev søndagen endnu bedre.
Efter den gode 200 bryst lørdag, fik Simone øje på en flot badedragt. Hendes mor (der var med som holdleder) drillede hende lidt ved at sige: "Hvis du vinder i morgen, får du den badedragt, du vil have".
Søndag formiddag spørger træneren så Simone om planen i 100 brystsvømning - svaret: "Jeg vil have en ny badedragt!"
Og det lykkedes, at vinde guld og dermed blive Dansk Mester i 100 brystsvømning (1.16,07).
Anna Lange forbedrede også sin tid i 100 brystsvømning.
Kort efter brystsvømningen blev Simone nr. 2 i 200 individuel medley.
Udover de to nævnte piger, deltog Mikkel Rathschau Sørensen.
Lørdag svømmede han 200 fri, men et par dårlige vendinger kostede dyrt. Søndag var han til gengæld skarp med 2 personlige rekorder i henholdsvis 400 og 100 fri. For bare et par måneder siden hed hans PR i 400 fri 4.34 - nu hedder den 4.20,91!
Trænerens vurdering:
Simone har tidligere været uheldig op til DM (f. eks. med et styrt på cykel en uge før), så det er nærmest første gang, hun konkurrerer på højeste niveau. Hendes præstationer er derfor helt i top.
Anna deltog for første gang og har på kort tid lært, at kontrollere sin nervøsitet, så hun kan præstere når det gælder.
Mikkel er en rutineret svømmer, så selvom han kiksede i sit første løb, lod han sig ikke gå på af det. Flot svømning søndag.
Der er mange talenter i Esbjerg og med de gode faciliteter, vi har, er der udsigt til flere toppræstationer fremover.