EJM i Beograd en blandet fornøjelse for Sidse
EJM startede onsdag, hvor Sidse svømmede 400 IM. Tiden blev 5.07.25, hvilket var pr men kun rakte til en sekundær placering.
Torsdag var hviledag, og fredag stod den så på 100 fly, som var Sidses første primære løb. Tiden blev 1.03.38, hvilket var 88/100 over pr men alligevel rakte til en plads i semifinalen.
Desværre fik Sidse et ildebefindende, da hun stod op af bassinet efter indledende, hvor hun kollapsede på kanten. Hun blev kørt til sygehuset, hvor hun fik drop og blev undersøgt i alle ender og kanter. Alle prøver og resultater viste gode tal og generelt godt helbred, så der var heldigvis intet alvorligt i vejen. Lægens diagnose endte op i et realistisk gæt på for lidt væske og for lidt at spise. Og med 40 nærmest ulidelige grader i skyggen, er det naturligvis et stort problem, hvis man enten har spist eller drukket for lidt.
Sidse blev efterfølgende afmeldt til semifinalen i 100 fly fredag aften, ligesom hun desværre også blev afmeldt i 200 IM om lørdagen, der var Sidses 2. primære løb. Surt show.
Søndag var Sidse så frisk, at hun kunne stille til start i 50 fly, hvilket resulterede i en tid på 29.41 – 55/100 sekund over pr. Det rakte kun til en sekundær placering, men det var dejligt at slutte stævnet af med et løb istedet for et ildebefindende.
Sidse er selvsagt ikke tilfreds med resultatet og forløbet af EJM, der skulle være sæsonens højdepunkt, men når det er sagt, er der trods alt blevet sat noget lærdom ind på kontoen, der kan bruges positivt i fremtiden.
I svømning er der altid en ny chance, så når EJM 2012 svømmes i Antwerpen, vender Sidse med garanti stærkt tilbage.