ESE 1 i Miami - 2 dage tilbage

Så lakker ESE 1's træningslejr mod enden, og der kan ses tilbage på en lang og effektiv lejr. Der er virkelig blevet trænet igennem på lejren specielt i vandet. 120-165 km ender det med for de 15 dage.

Hele vores start på turen blev meget kaotisk, da begge fly (1 fra Billund og 1 fra Hamborg) blev forsinkede, da de ikke kunne lande i Amsterdam p.g.a. tåge. Dette betød, at vi ikke nåede vores fly til USA, og lige pludselig stod vi som en samlet gruppe (og ikke 3 grupper som oprindelig) i Amsterdam, og vidste ikke hvordan vi skulle komme videre. Enden på megen snak og flere trængsler blev, at vi med mellem 12 og 16 timers forsinkelse ankom til Miami, efter en nat på et koldt og hårdt marmorgulv i JFK lufthavnen i New York.

Efterhånden som vi ankom, blev der checket ind på hostel og alle blev fordelt på værelserne. Forholdene har været yderst trange, men med god vilje har det fungeret. Der er blevet råhygget på værelserne må man sige.
Vandrehjemmet var ikke som vi er vant til fra Danmark, specielt var der noget larm om natten, da de øvrige beboere kom hjem fra byen til vi stod op ved 6 tiden om morgenen. "South Beach never sleeps!!!!" Et udtryk jeg hørte hørte i starten af lejren, som klart har vist sig at passe.

Dagene er forløbet med en turnus over 3 dage. 1. dag træning morgen og aften, 2. dag træning morgen og aften og så 3. dag træning morgen og derefter fripas. Desværre bor vi et stykke vej fra poolen, så der går megen god tid med at køre frem og tilbage, især når vi render ind i myldretrafikken. Mange dage har det været en kold fornøjelse med træningen, i den udendørst pool på University Of Miami, da vi nogle dage har haft omkring 10 grader både morgen og aften.

Fripassene forventede vi at bruge på udflugter herunder Everglades, andre strande og indkøbscentre, men da vejret ikke har været med os, har vi ikke fået udforsket andre strande. Turen til Everglades, var en god oplevelse, hvor vi var ude at sejle med luftpropelbåde i sumpen, og bagefter fik hilst på nogle af områdets dyr med alligatorerne i første række.

Et par ture på vores lokale strand er det da også blevet til, men som sagt har vi ikke haft det super varmt, så trangen til at søge derned har ikke været så stor.
De seneste dage er vejret dog blevet godt og solen er blevet dyrket lidt ekstra.

Nu trænger vi alle snart til at vende næsen hjemad, til et par dage i de vante omgivelser inden vi tager til SRV i Hjørring.

På billederne ses holdet ved Everglades og ifm landtræning en af de sidste dage.

Thomas, Bo og Mette