ESE 2 på træningslejr i Göteborg
Så blev det endelig ESE 2´s tur til at komme af sted på træningslejren, som i år er gået til Göteborg i Sverige. 22 svømmere, træner Mark Knudsen, hjælpetræner Anna Aagaard og holdleder Annette Lundby udgør gruppen, der tidligt lørdag morgen tog af sted med DSB fra Esbjerg. Togturen til København gik egentlig meget godt, men så begyndte diverse komplikationer at indløbe. Toget fra København til Gøteborg var blevet aflyst, og vi blev stuvet sammen i et tog, det foreløbig skulle fragte os til Malmø. Midtvejs skulle det halve af toget kobles fra (selvfølgelig den halvdel vi sad i), og alle måtte lige "rykke lidt sammen" i de forreste togvogne. Ikke nogen helt let opgave for en gruppe som os med mere end fuld oppakning.
Glæden var stor, da vi i Malmø kunne konstatere, at det oprindelige tog, der skulle køre os til Gøteborg, holdt der og ventede på os. Vi kunne indtage vores bestilte pladser, finde madpakkerne frem (uhm, tak for dem Jette), og inden vi ved godt 15 tiden nåede frem til Göteborg, havde vi såmænd også spist samtlige pølsehorn og pizzasnegle (tak Dorthe og Lone), og Eden havde fået sine engelsklektier for et par uger lavet!!
Efter en rask gåtur til hotellet og "hurtig" indkvartering (ikke den hurtigste receptionist) stod den på turens første træningspas i Valhallabadet. Pga en polokamp blev det i 25 m bassinet, med absolut "minibanetove" og høj bølgeskvulp til følge. Resten af ugen foregår træningen i 50 m bassinet, som er absolut tip top.
Aftensmaden blev også lidt af en oplevelse. Den rigelige og næringsrige middag, som vi havde bestilt var pga. travlhed (eller hvad det nu var, der blev undskyldt med) blevet skiftet ud med en enkelt frikadelle, fire bønner og et par kartofler til hver portionsanrettet. Ikke helt godt nok til sultne svømmere som vores. Der manglede personale, så det eneste de kunne tilbyde var alle de sandwich og salater, de havde til salg i receptionen samt en kurv grovboller og flere kilo minarine. Derudover blev der hamstret havregryn, æbler og bananer fra det morgenbord, der allerede var gjort klar til dagen efter. Ja en ejendommelig og til tider ret komisk middag, som gav anledning til meget grin...., og det endte da også med, at alle blev mætte.
Vi har lånt et konferencelokale, hvor Mark hver aften holder møde kl. 20, efterfulgt af noget at spise. Og så er det ellers godnat kl. 22.
I dag søndag er træningen for alvor gået i gang med to timers morgentræning og to timers sen eftermiddagstræning. Og nu kan vi konstatere, at de kære svenskere har fundet ud af, at der skal store mængder til, når vi sætter os til bordet. I morgen mandag har vi planer om at tage på en lille shoppetur, og de seje bananer har fået lov at hoppe fra 10’eren.
Med hilsen fra alle svømmerne
samt Anna, Mark og Annette