ESE 2 svømmere i Olympia Stützpunkt, Hamborg
Pga. en næsten 2 år gammel aftale fra Kennets tid, fik en lille gruppe af ESE 2 svømmerne i går mulighed for at indtage og afprøve træningsfasciliteterne i Olympia Stützpunkt i Hamborg.
Efter en udfordrende køretur på årets først dag med glatte veje, hvor vi kørte forbi ikke mindre en 3 store ulykker, nåede vi sikkert frem til Hamborg, hvor Ronald Berndt stod klar til at modtage os.
Efter en kort indsvømning var de 13 svømmere en af gangen klar til at hoppe i modstrømskanalen, hvor 4 kameraer filmede dem fra alle vinkler og i flere forskellige stilarter. Det krævede noget teknik (og mere styrke end de fleste vist havde regnet med), at begå sig i modstrømskanalen og i max. tempo holde sig inden for "filmzonen". Efter optagelserne, blev hastigheden af modstrømmen sat op, så den svarede til verdensrekorden i 200 m fri. Og om ikke andet, kunne svømmerne konstatere, at der lige skal trænes lidt mere endnu !
Den efterfølgende tilbagemelding, hvor Ronald gennemgik alle crawl-optagelserne bød på mange interessante opdagelser. Flere svømmere lavede "ting og sager" under vandet, som de slet ikke var klar over. Det kan være utaknemligt at få et enkelt arm- eller bentag afspillet i slowmotion…. der var finger, der strittede ud til alle sider, armtag der ikke blev lavet færdige, ben der slog imod hinanden, albuer der ikke lige var der, hvor de burde være, osv.
Efter en velfortjent middag var der indsvømning igen (med godt med kartofler i maven !). Herefter stod der optagelse af starter og vendinger på programmet og igen i flere stilarter. Dette foregik dog i et almindeligt svømmebassin, det blot var kameraudstyret. Igen dukkede der spændende detaljer op under og over vandet. Michael, der kan lave en armbøjning mod endevæggen midt under en brystvending, Nour der tyvstarter i fin stil, og vi har lovet ikke at fortælle Bo, at Patrick stod næsten et halvt minut på startskamlen, inden han kom ud af starthullerne. Ja intet blev skjult af den avancerede teknik og de mange kameraer.
Godt nok blev der konstateret mange "fejl", men det er jo også netop der potentialet til forbedringer og dermed bedre tider ligger, så ingen tvivl om at både svømmerne og jeg har fået noget at arbejde videre med. Mange af teknikfærdighederne arbejder vi med allerede, men jeg håber da, at besøget her kan være med til at gøre det lettere for svømmerne at omsætte en besked til handling, når de nu ved selvsyn har set, hvad det er for nogle individuelle detaljer, det drejer sig om. Og ellers kan vi jo finde filmen frem igen.
Hjemturen blev kun afbrudt af sæsonens første besøg på Burger King. Og det vakte lykke!
Mark Knudsen