2 nordiske mesterskaber til Katrine Holm Sørensen
Swim Team Esbjergs Katrine Holm Sørensen vandt 2 nordiske mesterskaber i favoritdisciplinerne 200 og 400 meter individuel medley ved weekendens nordiske juniormesterskaber (NJM), der blev afholdt i Tórshavn på Færøerne.
I alt deltog 14 danske juniorsvømmere på det hold, der i weekenden dystede med de andre nordiske lande om hvem der har de bedste juniorsvømmere. Juniorsvømmerne er piger født i 1992 eller 1993 (14-15 år) og drenge født i 1990 eller 1991 (16-17 år). Samlet blev det til 29 danske medaljer og 8 nordiske mesterskaber til det danske hold.
Katrine Holm Sørensen svømmede et meget flot mesterskab. Samlet set blev det til et to individuelle nordiske mesterskaber og én individuel sølvmedalje. Derudover var Katrine hurtigste danske svømmer på de danske hold, der vandt sølvmedaljer på 4 x 100 og 4 x 200 meter fri svømning for piger.
I sit første individuelle løb vandt Katrine en lidt overraskende sølvmedalje i 200 meter brystsvømning i tiden 2.35.52.
Efter et fint løb fik Katrine lige akkurat presset sig ind på 2. pladsen og det på trods af, at hun kun var seedet til en placering som nr. 4.
I 400 meter individuel medley vandt Katrine i opvisningsstil sit første internationale mesterskab. I tiden 4.50.93 vandt hun suverænt løbet med mere end 10 sekunder ned til svømmeren på 2. pladsen. Katrine var således på ingen måde presset på de sidste 200 meter og det er nok den væsentligste årsag til at hun var cirka 1½ sekunder fra hendes egen danske juniorrekord på 400 meter individuel medley, som hun satte til DM på kortbane i Greve for 5 uger siden.
I Katrines sidste individuelle løb blev det til endnu et nordisk juniormesterskaber i 200 meter individuel medley.
Løbet blev mere spændende end 400 meter individuel medley, da Katrine leverede en nervøs og svag rygcrawl. Sejren kom dog i hus med tiden 2.21.68, hvilket er noget fra Katrines bedste tid på distancen.
I 4 x 100 meter fri svømning for piger svømmede Katrine 2. tur og leverede hurtigste danske skifte med tiden 0.58.75.
Her blev det danske hold samlet nummer 2 efter de overlegne svenskere.
I 4 x 200 meter fri svømning for piger leverede Katrine endnu en gang en fremragende holdkappræstation, idet hun på 4. og sidste tur igen leverede hurtigste danske skifte med 2.05.65.
I 4 x 200 meter fri svømning var det danske hold noget tættere på det svenske hold, men måtte alligevel se sig henvist til 2. pladsen med cirka 2 sekunder.
Katrine formår at præstere gode løb selv om presset var stort og Katrine stillede op som favorit i både 200 og 400 meter individuel medley.
Desuden viser Katrine endnu en gang, at hun er en fremragende holdkapsvømmer, og hun formår at finde ekstra ressourcer for at sikre en god holdpræstation.
Med sportslig hilsen
Thomas Stub
Cheftræner,
Swim Team Esbjerg
Amagervej 14, 4. - 5
6705 Esbjerg Ø
Mobiltlf.: 20 62 13 50
E-Mail: stub@swim.dk
Katrine viser weekendens medaljehøst frem.
Katrine viser weekendens medaljehøst frem.
Præmieoverrækkelse i 200 IM for piger.
Præmieoverrækkelse i 400 IM for piger.