Medaljer ved nordiske mesterskaber til Nicole Møller

Swim Team Esbjergs Nicole Møller vandt i weekenden 3 medaljer ved de nordiske mesterskaber for juniorer (NJM) i Södertälje i Sverige. Nicole vandt en individuel sølvmedalje i 200 meter fri svømning og var desuden med på det danske hold i 4 x 200 meter fri svømning, der satte dansk juniorrekord og samtidigt svømmede det nordiske mesterskab hjem til Danmark.

I alt deltog 16 danske juniorsvømmere på det hold, der i weekenden dystede med de andre nordiske lande om hvem der har de bedste juniorsvømmere. Juniorsvømmerne er piger født i 1993 eller 1994 (14-15 år) og drenge født i 1991 eller 1992 (16-17 år). Samlet blev det til dansk sejr i nationskonkurrencen og 19 nordiske mesterskaber til det danske hold.

Nicole deltog individuelt i 200, 400 og 800 meter fri svømning og 200 meter individuel medley. I 200 meter fri svømmede Nicole et fremragende løb og forbedrede med tiden 2.05.52 sin personlige rekord og klubrekorden i Swim Team Esbjerg med mere end halvandet sekund, og det rakte til en fornem sølvmedalje. I 800 meter fri var det lige ved og næsten idet Nicole på fjerdepladsen med tiden 9.03.38 blot var 12 hundrededele af et sekund fra bronzemedaljen. I 400 meter fri svømning blev det til en 5. plads med tiden 4.28.61. I 200 meter individuel medley blev det til en 6. plads i en ny personlig rekord på 2.24.87.

I 4 x 200 meter fri svømning for piger svømmede det danske hold med Nicole på tredje tur et flot nordisk mesterskab hjem til Danmark og satte samtidig ny dansk juniorrekord med tiden 8.20.08 i et meget tæt opgør med det svenske hold. Nicole svømmede på sit skifte helt op til sit bedste og kan nu kalde sig nordisk mester og dansk juniorrekordholder.

I 4 x 100 meter fri svømning for piger svømmede Nicole fjerde og sidste tur og var dermed med til at svømme sikre bronzemedaljer hjem til Danmark efter holdene fra Sverige og Finland.

Flot indsats af Nicole der vinder sine første internationale medaljer denne weekend og leverer stabilt gode tider helt op til hendes bedste. Kronen på værket er den meget flotte klubrekord på 200 meter fri svømning i et meget flot løb.

Med sportslig hilsen

Thomas Stub
Cheftræner,
Swim Team Esbjerg
Kvædevej 1
6700 Esbjerg
Mobiltlf.: 20 62 13 50
E-Mail: stub@swim.dk




Præmieoverrækkelse i 200 meter fri svømning - Nicole tættest på kamaraet.