Opstartstur for ESE 2
Som optakt til en ny sæson og med den nye træner Mark Knudsen i spidsen tog hele Elite Svøm Esbjergs 2. hold fredag den 14. august på opstartstur til Oksbøl, hvor der stod Adventure Race på programmet. Efter 14 dages vand- og landtræning handlede det nu om "alternativ træning" og socialt samvær. Efter ankomst til Oksbøl blev alle inddelt i 6 hold af Mark, der havde blandet gruppen godt og grundigt. En masse instruktioner blev givet af løbslederen, kort over ruten blev udleveret og gennemgået og så var det ellers bare af sted på den 8 - 9 km lange rute rundt i et stort skovområde.
3 hold startede på mountainbikecykler og de resterende 3 hold på gåben og udstyret med GPS. Et enkelt hold startede med at "blive væk", næsten inden resten kom i gang, hvilket var lige ved at give løbslederen grå hår i hovedet, da det gav visse udfordringer for løbets videre afvikling. Diverse udfordringer skulle klares undervejs som bueskydning, luftgevær, forhindringsbane og diverse andre samarbejdsøvelser. Også en mindre laserkamp holdene imellem blev det til.
Løbets sikre vindere blev holdet med Diana, Smari, Nour, Mia og Mark (til trænerens store tilfredshed…!) selvom de måtte lide det store nederlag at se sig slået med over 1 minut i forhindringsbanen, der blev vundet af Anders, Mette, Jasmin, Morten og Ori… ! Holdet der blev væk (som ellers havde hjælpetræner Anna i spidsen), dukkede heldigvis op igen. Også holdet med Mathias F., Maria, Siw og Christian kom på afveje, men mødte heldigvis en lokal hundelufter, der kunne lede dem på sporet igen. Holdet med Rikke, Simon, Eden, Katrine og Michael kom ind på en suveræn sidsteplads (efter godt 3 timers rundtur i skoven), men kunne så til gengæld prale af at have gennemført hele ruten som den skulle.
Arrangementet blev afsluttet med en omgang grillmad og kage, og det var der mange, der trængte hårdt til. Og så var det for øvrigt herligt, at der var tilslutning til turen fra samtlige 26 svømmere på holdet. Tak til de i alt 14 forældre, der sørgede for transporten af os frem og tilbage.
Annette Lundby