Mindeord: Poul Lynghede
Det vakte stor sorg i Swim Team Esbjerg, da vi modtog meddelelsen om Poul Lynghedes død. Poul var æresmedlem i Swim Team Esbjerg og med god grund. Poul var i rigtig mange år en central person i klubben.
Som så mange andre ledere startede Poul i lederrækkerne ved at hans 3 børn gik til svømning. I 1969 blev han som den sidste i familien også selv medlem af klubben og blev efterfølgende involveret i klubarbejdet.
På det aktive plan holdt Poul sig i gang ved svømning hver uge lige siden dengang i 1969.
Poul kunne igennem årene tilføje mange titler på sit ”leder” visitkort. Det hele startede da man i Dansk Svømme- og livredder Forbund sidst i 70’erne krævede, at klubberne stillede med uddannede ledere ved svømmestævner. Som en af de første i landet tog Poul tilbage i 1978 tidtagercertifikat og allerede året efter i 1979 dommercertifikat.
Lige siden deltog Poul som dommer ved et utal af stævner rundt omkring i landet. Var også med da Esbjerg by var vært ved ungdoms OL.
Det viste sig hurtigt, at Poul havde energi og lyst til mere. Det at være officiel var ikke nok for Poul og han blev i 1983 valgt ind i svømmeudvalget i klubben og tog sig her af at arrangere indenbys stævner. Fra 1985 til 1997 var Poul formand for svømmeudvalget og fra 1997 til 2004 formand for hele klubben.
Poul var således med i rigtig mange år og i en periode hvor det inden for dansk svømning gik stærkt. Som så mange andre steder, har der også inden for Dansk svømning været diskussioner om struktur og stævneformer - elite kontra bredde mv. Poul deltog altid aktivt ved sådanne møder og generalforsamlinger i bl.a. DSLF og bidrog med konstruktive ideer og forslag til gavn for dansk svømning. Poul var også valgt til repræsentantskabet af Esbjerg Idrætspark. Valgt af brugerne af Svømmestadion Danmark og suppleant til bestyrelsen.
Poul sagde aldrig nej til en opgave uanset om det var i klubben eller andet sted. Hvis man havde brug for hjælp, kunne man altid regne med Poul. Igennem flere år var Poul stævneleder og ansvarlig for flere Danske Holdmesterskaber og B- DM. Ingen opgave var for stor til Poul. Han mestrede disse arrangementer og intet var overladt til tilfældighederne. Dette gav takket være Poul klubben et utroligt godt ry som stævnearrangør.
Poul var en utrolig vellidt og respekteret person, som forstod at få kontakt til og få gang i frivillige ledere.
Poul var således idræts leder i mere end 25 år og som gammel DSB mand havde han også inden for idrætten ”trukket mange læs” igennem årene. I en tid hvor det er svært at skaffe nye ledere til idrætsklubberne er vi i Swim Team Esbjerg utrolig glade for det engagement og den arbejdsindsats Poul ydede klubben igennem så mange år. Med så mange poster, med så mange opgaver og med så megen viden Poul oparbejdede igennem sin lange ”karriere” som idrætsleder, er vi stolte og taknemlige for hans indsats.
Midt i al sorgen er det godt at mindes – mindes de rigtig mange hyggelige timer, det blev til i gennem årene – både i og udenfor hallen. Vores tanker går også til Pouls kone Minna, Dan, Bjarne og Lene, samt svigerbørn og børnebørn i denne svære tid.
Æret været Pouls minde.
På vegne af Swim Team Esbjerg
John Juel