Årets svømmepris 2009 tildelt Thomas Stub
I forbindelse med Dansk Svømmeunions områdemøder søndag den 26. april 2009 inden for svømning og udspring blev der søndag formiddag overrakt priser til henholdsvis en engageret svømmetræner og en succesfuld udspringsklub.
Priserne, som er nyindstiftede i år, overrækkes til personer eller klubber, der, på forskellig vis, har gjort en særlig forskel for dansk svømning inden for de respektive områder.
Årets svømmepris 2009 til Thomas Stub fra Swim Team Esbjerg og DHIF's svømmeafdeling
Årets svømmepris 2009 gik til Thomas Stub for et imponerende engagement i henholdsvis klubben Swim Team Esbjerg og Dansk Handicap Idræts Forbunds (DHIF) svømmeafdeling.
Det var Dansk Svømmeunions formand, Kaj Aagaard, der stod for overrækkelsen af Årets svømmepris på svømmesektionens områdemøde søndag formiddag.
I talen til Thomas Stub lød det blandt andet: - Thomas Stub er en person om hvem man kan sige, han er med her, der og alle vegne inden for svømningen i Danmark - det både i regi af Dansk Svømmeunion, hos Swim Team Esbjerg og i regi af DHIF's svømmeafdeling. Thomas lægger så megen sjæl i arbejdet med svømningen og giver sig hundrede procent til sporten.
Hos DHIF er Thomas med, når der arrangeres Danish Open. Her løfter han en stor opgave på forskellig vis.
Thomas er også med i DHIF's svømmeudvalg som engageret og aktiv deltager. Og endelig er Thomas også træner i DHIF. I den forbindelse varetager Thomas en bred vifte af praktiske opgaver, udover selve trænergerningen.
Således er Thomas, udover at være en dygtig træner, tillige en praktiker på mange fronter og et rent administrativt stærkt menneske.
I Swim Team Esbjerg varetager Thomas mange opgaver og udfordringer, der er identiske med de, der løftes i DHIF.
Generelt om Thomas, lød det i formandens tale, at han er en træner, der har et godt tag på sine svømmere, og svømmerne, de har omvendt stor tillid til Thomas. Har man brug for hjælp og går til Thomas, kan man altid være sikker på, at han er klar med det samme. Man kommer således aldrig til en lukket dør hos Thomas.
Fra bestyrelsen i Swim Team Esbjerg skal der også lyde et stort tillykke til Thomas.
På bestyrelsens vegne
Henning Hansen