Info i forbindelse med ophør af ESE-startfællesskabet
Mandag den 19. december modtog vi fra West Swim Esbjerg’s en opsigelse af aftalen om startfællesskabet Elite Svøm Esbjerg (ESE).
Opsigelsen betyder, at der pr. 1. august 2012 ikke længere vil være et startfællesskab med de to klubber. Indtil 31. juli 2012 fortsætter ESE-samarbejdet uændret.
Modtagelsen af opsigelsen fra WES er fra vores side modtaget med bekymring, idet vi kan forudse, at det vil medføre et tilbageskridt for begge klubber. Vi er kede af, at de gode og positive resultater, som er opnået gennem ESE ikke kan videreføres.
West Swim Esbjergs (WES) begrundelse for opsigelse af aftalen er, at vi ikke er nået til enighed omkring en fusion af de to klubber.
Siden oktober har vi været i tæt kontakt med WES omkring en fusion. I bestyrelsen har vi brugt meget tid på, at gennemdrøfte fordele/ulemper ved en fusion og vi har vendt mange sten, som vi mener, der skal til i forbindelse med en fusion. Vi kom ret hurtig frem til den konklusion, at en fusion vil være en god ide, både for klubberne og for svømmerne, men vi mener ikke, at det er forsvarligt at gennemføre en fusion allerede pr. sæsonstart 2012/13. Vores bekymringer er bl.a., at der vil være alt for mange åbne spørgsmål og uklarheder, som vi så efterfølgende skal løse. Dette mener vi, vil kunne imødekommes ved, at der bruges god tid inden en fusion gennemføres.
Da der samtidig er 1½ år tilbage af den i sommer indgåede ESE-aftale, mener vi, at det mest optimale ville være, at vi brugte restperioden frem til 31. juli 2013 på at gennemarbejde en fusion.
Vi meddelte derfor WES ultimo november, at vi ikke kunne se det ansvarlige i, at gennemføre en fusion pr. 1. august 2012.
Swim Team Esbjerg fremtid:
Det er bestyrelsens klare mål, at vi fremover vil tilbyde gode og attraktive tilbud, både indenfor konkurrenceafdelingen, samt for undervisningsholdene. Vi vil, som hidtil, udvikle og skabe dygtige svømmere og målet er, at opretholde konkurrencehold på flere niveauer. Svømmerne vil blive undervist/trænet af veluddannede og engagerede trænere.
I svømmeskolen vil vi fortsat tilbyde undervisning til alle aldersklasser, samt udvikle og tilbyde nye former for motion i vand.
Klubbens gode kultur om rummelighed og plads til alle, skal vi værne om.
Det er bestyrelsens håb, at I alle vil bakke op omkring vores klub, fastholde det gode sammenhold og fortsat engagere Jer i klubbens virke.
Har I yderligere spørgsmål omkring ovennævnte, er I velkommen til at kontakte undertegnede på medlem.ste@gmail.com.
Bestyrelsen for SWIM TEAM ESBJERG
Lise Lund Hansen
formand