Medaljeregn til Elite Svøm Esbjerg

Succesrig start for Elite Svøm Esbjergs 1. og 2. hold ved Silkeborg Swim Cup.

Anført af trænertrioen Bo Jacobsen, Thomas Stub og klubbens nye træner Mark Knudsen deltog i alt 48 svømmere i weekenden den 21. - 23. august i sæsonens første stævne Silkeborg Swim Cup, som er et udendørs langbanestævne.

Indkvarteringen foregik i medbragte telte, som blev rejst på græsarealerne rundt omkring Silkeborgs flotte udendørs svømmebassin. Og på trods af et glemt telt hjemme og et andet medbragt telt uden stænger, lykkedes det alligevel med højt humør og lidt snilde at få skabt teltdug over hovedet til alle. Der var således i høj grad også mulighed for at vægte det sociale. Og det blev udnyttet. Nye relationer blev knyttet og andre udbygget mellem trænere/ledere og svømmerne de to hold imellem. Et godt socialt sammenhold prioriteres højt, når der trænes mellem 7 og 10 gange om ugen, som det er tilfældet for Elite Svøm Esbjergs svømmere.

Ingen tvivl om at Elite Svøm Esbjerg var meget dominerende ved weekendens stævne specielt i de ældste årgange. Men også mange flotte præstationer og medaljer blev det til blandt flere af de yngre svømmere.

I lørdagens indledende afsnit blev det således til hele 57 individuelle medaljer heraf 26 af guld (ud af 48 mulige). I aftenens finaleafsnit blev der gjort rent bord med guldmedaljer til Elite Svøm Esbjergs dygtige svømmere i samtlige løb.

Søndag blev succesen fulgt op af en tilsvarende medaljehøst. Finaleafsnittet blev afsluttet med holdkapper på både pige- og drengesiden. Under samtlige holdkammeraters fællessang, trommeslag og kampråb sikrede de allerdygtigste svømmere både guld- og sølvmedaljerne til Elite Svøm Esbjerg på både pige- og drengesiden.

Alt i alt en succesrig weekend og en rigtig god start for Elite Svøm Esbjerg, som jo er startfællesskabet med svømmere fra de to moderklubber West Swim Esbjerg og Swim Team Esbjerg.

Vi vil gerne fra holdleder/trænergruppen sige tak for hjælpen til de mange forældre, der hjalp med transporten, lånte os store og små telte, stillede op som officials, sendte kager med til os m.m.

Annette Lundby, holdleder