Solid indsats af svømmelandshold ved Stockholm Games
I den forgangne weekend deltog 5 danske svømmere fra det danske landshold for svømmere med et handicap i Stockholm Games 2006 i Stockholm. De fem svømmere skal alle repræsentere Danmark ved Verdensmesterskaberne i Durban, Sydafrika i perioden fra d. 2. til d. 7. december 2006.
Stævnet i Stockholm fungerede først og fremmest som en generalprøve forud for VM. Svømmerne ligger stadig i tung træning og dette kunne også ses på præstationerne i Stockholm. Alligevel viste alle 5 svømmere, at VM formen så småt er ved at være på plads, idet de alle leverede præstationer, der levede op til forventningerne eller mere til.
De 5 danske svømmere, der deltog i Stockholm Games, var: Claus Taudorf (Silkeborg Svømmeklub), Cecilie Kristiansen (Ringsted Handicapidræt), Christian T. Thomsen (Swim Team Esbjerg, Karina Lauridsen (Swim Team Esbjerg) og Sisse Egeborg (AIF-VAT89).
Generelt leverede de danske svømmere en flot indsats med personlige rekorder og tider der lover godt for indsatsen ved VM om 4 uger. I den forbindelse skal Cecilie Kristiansen, Claus Taudorf og Christian T. Thomsen fremhæves for at sætte personlige rekorder ved stævnet. Selv om det ikke blev til personlige rekorder til Karina Lauridsen og Sisse Egeborg viste begge svømmere, at der er sket store fremskridt i løbet af de sidste måneder.
Stævnet i Stockholm var ikke specielt stærkt besat og på den baggrund var det ikke nogen større overraskelse at de danske svømmere tilsammen løb med 15 guldmedaljer. Mest vindende var Claus Taudorf og Cecilie Kristiansen med hver 4 guldmedaljer.
Lørdag d. 25. november rejser det danske hold til Durban, Sydafrika for at forsvare de danske farver ved verdensmesterskaberne i svømning for svømmere med et handicap. Foruden de 5 svømmere, der deltog ved Stockholm Games er også Dennis Storgaard udtaget til VM. Grundet sygdom deltog Dennis desværre ikke i Stockholm Games, men det er endnu uvist om Dennis bliver klar til deltagelse i VM.
Med sportslig hilsen
Thomas Stub
Cheflandstræner,
DHIF's Svømmesektion
Amagervej 14, 4. - 5
6705 Esbjerg Ø
Mobiltelefon: 20 62 13 50
E-Mail: stub@swim.dk