Søndag Vest Årgang gruppe 1 Herning
Så blev det søndag og det skulle vise sig at blive en mindst ligeså spændende dag som de to foregående. Vi startede ud med 4x50 hm. Både for drenge og piger blev det til en 2.plads efter Aalborg og foran AGF. Sjovt det igen og igen er de samme klubber vi ligger og kæmper med, hvor kun Herning kan blande sig engang imellem. På begge holdkapper blev det til ny bedste tid i rygcrawl. Eden (29.21) og Rikke (32.03).
Så var stilen ligesom lagt for resten af stævnet og der skulle komme rigeligt med personlige rekorder og medaljer hele dagen igennem. Allerede næste løb som var 200 fri blev det til en fornem 2.plads til Morten Lundby. Han levede flot op til sin super holdkap i fredags og svømmede 2.00.46 som er PR med ca. 3 sekunder. Pigerne skulle svømme 400 fri og det var to vidt forskellige løb der sikrede medaljerne. Først Sidse som vandt i afslappet stil ca. 5 sekunder over hendes bedste og derefter Rikke som i en meget tæt kamp satte PR med 2 sekunder (2.17) og lige præcis slog sin konkurrent fra Sønderborg på målstregen. Herudover skal Mia nævnes for en super flot 400 hvor hun satte PR med 10 sekunder og var milimeter fra bronzemedaljen.
Herefter skulle der svømmes 100 ryg, hvor det for drengene blev til 2 fjerdepladser til Eden (1.02.9 PR) og Mathias Holm (1.04.3). Rikke vandt overlegen sin årgang i 1.08.7. En tid meget tæt på PR kort tid efter hendes 400 fri.
200 bryst blev et lidt specielt løb. Drengene gjorde det faktisk rigtig godt, især Nour og Jacob, der blev nr.3 og 4. Der var bare lige det, at først blev Nour disket og bagefter Jacob, så ingen medalje i det løb, selvom vi egentlig var godt garderet med 3 drenge i bedste heat. Så var det godt vi havde Sidse der gjorde "comeback" i 200 bryst efter en periode med øget fokus på fly og im. Og det blev en flot sejr i næstbedste tid, samt et løb der viste stort overskud, da taktikken og et par tekniske ændringer blev lavet undervejs. For yngste gruppe blev det til en 4.plads til Katrine Larsen. Katrine var igen utrolig nervøs og stressede alle 200m og tog næsten dobbelt så mange armtag som de andre. Det var dog ny bedste tid til Katrine, men med lidt mere is i maven var det nu nok blevet både medalje og en anelse hurtigere.
I 100 fri for drengene blev der svømmet hurtigt. Både Mathias Holm Sørensen (58.76) og Christian Cassard (59.94) var begge for første gang under de 60 sekunder. Begge har ligget og kredset lidt rundt om målet, så det var lidt af en forløsning at det skete.
Så skulle der svømmes 200 fly og som altid er det her der er noget der bliver virkelig trætte. For drengene skal Ori roses for et flot disponeret løb (2.31) med masser af overskud. I bedste heat havde vi Nour og han havde tænkt sig at lege med de helt store drenge. Nour førte faktisk løbet helt indtil de sidste 50, hvor der lige ud af ingenting landede et kæmpe amerikanerkøleskab lige oveni hovedet af ham. Med en meget anstrengt sidste 50 slæbte han sig i mål på en 3.plads. Det skulle dog vise sig at ligesom hans sidste 3.plads et par timer forinden, så havde Nour kun 1 hånd i vendingen. Så det blev en lidt unødvendig disk, men at dømme på Nours ansigtsudtryk, så var han vist bare glad for at overleve :-) For pigerne blev der satte flotte PR af de 3 ESE 2 piger. Først Siw der cuttede 5 sekunder i et veldisponeret løb og fik en flot 5.plads. Herefter var det Rikke der fra et useedet heat snød favoritterne og tog guldet i tiden (2.41) utrolig flot og PR med over 35 sekunder. Sidse skulle endnu engang op imod Mie Østergaard og det blev en tæt affære hvor Mie tog spidsen fra start og Sidse havde et rolig og måske mere fornuftigt udlæg. Mie var et pænt stykke foran de første 100, men så gassede sidse op og spiste ligeså stille forspringet og selvom Mie fik lidt fornyet energi de sidste vandt Sidse i ny PR (2.23.6).
Inden der skulle svømmes holdkapper var der lige et lille hængeparti. Det bedste heat i 800fri for drenge. 95’er finalen blev en sand gyser hvor 2 drenge skilte sig ud fra starten. Den ene Mikkel Jensen fra Fredericia, den anden Mathias Holm Sørensen fra STE. Begge drenge fulgtes ad og trak hurtigt fra de andre. Ved 400 vendte de i 4.29, en tid meget tæt på Mathias’ 400m, men ikke desto mindre fulgte Mathias planen og satte tempoet to gear op og det kunne ses på modstanderen. Mathias er især god efter vendingen hvor han havde en klar fordel over Mikkel. På den sidste 50 kom det afgørende angreb så. Med 2x10 meter efter vendingerne i sand Michael Phelps stil svømmede Mathias den sidste 50 meter på 30 sekunder og Mikkel stod nærmest stille sammenlignet med dette. Faktisk svømmede Mathias så hurtigt som 4.24.35 på den sidste halvdel, hvilket ville ha været ny PR på 400fri. En helt igennem fantastisk præstation og PR med over 20 sekunder.
Til sidst skulle der så svømmes holdkapper. Her blev det igen igen en 3.plads til pigerne efter suveræne Aalborg. Her skal Mia fremhæves for en tid på 1.03.9, som er et godt stykke under hendes officielle PR. Drengene hentede en 3.plads efter Aalborg og AGF.
Så alt i alt et rigtig flot stævne. Nu er der et par feriedage til størstedelen af ESE 2, mens en god håndfuld stadig lige har et par gøremål. Først DM langbane på hjemmebane i Esbjerg. Her skal Sidse, Rikke, Eden, Nour, Michael og Mathias Holm forsøge at levere flere gode resultater. Og med weekendens præstationer kan det vist ikke gå helt skidt (man er vel jyde :-) )
Mark Knudsen