Stort internationalt svømmestævne i Esbjerg
I weekenden d. 10.-12. marts 2006 afholdes Danish Open i Svømning for handicappede svømmere på Svømmestadion Danmark i Esbjerg. Stævnet afvikles i et samarbejde mellem Swim Team Esbjerg og Dansk Handicap Idræts-Forbunds Svømmesektion. I stævnet deltager 200 handicappede elitesvømmere og mere end 80 ledere og trænere fra hele Europa.
Af deltagende nationer kan blandt andet nævnes Holland, Irland, Italien, Tyskland, Storbritannien, Spanien, Polen, Norge og Sverige samt mange flere.
Det er tredje gang der i Esbjerg afholdes Danish Open, og arrangementet er dermed med til at præsentere handicapidrætten på fornemmeste vis i Esbjerg. Sidste år var stævnet en kæmpe succes, og derfor er forventningerne til dette års stævne også store.
Stævnet afvikles på følgende tidspunkter:
Fredag d. 10. marts 2006: Stævnestart kl. 18.00 Slut: 21.00
Lørdag d. 11. marts 2006: Stævnestart kl. 09.30 - Finaler kl. 17.30 Slut: 18.15
Søndag d. 12. marts 2006: Stævnestart kl. 09.30 - Finaler kl. 14.00 Slut: 14.45
Der er fri adgang til konkurrencerne på Svømmestadion Danmark i weekenden og Swim Team Esbjerg byder alle velkommen til at komme ud og kigge på stævnet.
Lørdag aften og søndag eftermiddag svømmes der finaler i udvalgte discipliner, hvor der konkurreres på tværs af klasserne og hvor vinderen er den der procentvis kommer tættest på, eller under verdensrekorden i den enkelte klasse. Denne form for finaler er med til at skærpe konkurrencen og øge intensiteten.
Alle sejl er sat til for at sikre en god oplevelse for alle de tilrejsende svømmere.
Der kommer klassifikatører og dommere fra Australien, Norge, Schweiz og Thailand for at sikre at en fair konkurrence.
Swim Team Esbjerg stiller selv med 7 svømmere til Danish Open, og heraf også Swim Team Esbjerg 3 landsholdssvømmere. De syv svømmere er Dennis Storgaard, Christian Thomsen, Karina Lauridsen, Rikke Jensen, Kasper Zysek, Mikkel Asmussen og Karen Breumsø.
For Swim Team Esbjergs tre landsholdssvømmere, Christian T. Thomsen, Dennis Storgaard og Karina Lauridsen står der kvalifikation til VM på målsætningen. Dennis er den mest erfarne af de tre og han har tidligere deltaget i store internationale stævner, mens Christian og Karina aldrig tidligere har deltaget i et internationalt mesterskab. Karina Lauridsen skal desuden forsøge at følge op på succesen fra januar måned, hvor hun til Swim Team Esbjergs Sponsorstævne 2006 satte verdensrekord i 100 meter rygcrawl på kortbane. Denne gang gælder det så blandt andet også 100 rygcrawl og denne gang på Langbane. Det bliver spændende at se om Karina kan følge op med endnu en verdensrekord på hjemmebane på det flotte Svømmestadion Danmark i Esbjerg.
Swim Team Esbjerg stiller med det største danske hold til Danish Open, og dette er et resultat af at klubben igennem flere år har satses målrettet på at forbedre forholdene for netop denne gruppe af klubbens elitesvømmere.
Da de 7 svømmere er på hjemmebane håber de selvfølgelig på at skabe nogle gode resultater.