Swim Team Esbjerg var den 2. og 3. april 2005 værter ved afholdelse af Danske Mesterskaber for Hold i 4. division, gruppe 1 - vest. Stævnet blev afholdt i Seminariets Svømmehal i samarbejde med Dansk Svømmeunion. Der var oprindelig tilmeldt 8 hold til stævnet, men på grund af 4 afbud var der kun deltagelse af Vejen, Sønderborg, Tempo og Swim Team Esbjerg.
Et hyggeligt lille stævne, hvor svømmerne fra Vejen var helt suveræne i forhold til de øvrige 3 klubber. Svømmerne fra Swim Team Esbjerg var både 5 og 10 år yngre end mange af de øvrige deltagere, og holdet blev da også nr. 4, men de ydede en fantastisk flot indsats, som både de og trænerne, Lars Nielsen og Susanne Kielsholm, kan være godt tilfredse med.
Der skal lyde en stor tak til alle de frivillige officials og hjælpere, der gjorde det mulig at give svømmerne en god oplevelse.
Henning Hansen