Seniormedaljer til Swim Team Esbjerg

Esbjerg d. 26. september 2005

Weekendens jysk/fynske kortbanemesterskaber for seniorer i Haderslev blev et gennembrud på seniorniveau for Swim Team Esbjergs Anette Hansen, der sikrede sig to sølvmedaljer. Disse medaljer var Anettes første ved et seniormesterskabsstævne.

Swim Team Esbjerg deltog med 10 meget unge svømmere ved weekendens mesterskaber i Haderslev. Målet for deltagelsen var på forhånd en række finalepladsen, men ellers kan stævnet bedst karakteriseres som et forberedelses- og kvalifikationsstævne til de Danske Kortbanemesterskaber i Nærum i slutningen af oktober. De 10 deltagende svømmere var: Anette Hansen, Christina Dahl, Christinna Baden, Katrine Holm Sørensen, Lasse K. Hansen, Mikkel Møller, Rikke Severinsen, Sara Kold, Sigurd Christiansen, Steffan Hansen.

Anette Hansen blev den mest iøjnefaldende svømmer fra Swim Team Esbjerg med to sølvmedaljer i henholdsvis 50 og 100 meter butterfly. Anette har aldrig tidligere formået at blande sig blandt medaljerne ved et mesterskabsstævne for seniorer og fik derfor et gennembrud i denne weekend. Anette forbedrede desuden en 13 år gammel klubrekord i 50 meter butterfly med tiden 0.29.32. I 100 meter butterfly sikrede Anette sig sølvmedaljen med den fine tid 1.05.34.

Også 13 årige Katrine Holm Sørensen gjorde sig positivt bemærket og leverede et særdeles veldisponeret løb i 200 meter rygcrawl. Faktisk var løbet så flot at den unge og talentfulde svømmer kvalificerede sig til B-finalen, hvor hun lidt overraskende forbedrede klubrekorden med tiden 2.30.68. Den gamle klubrekord lød på 2.30.90 og var fra 1993.

Ud over finalerne til Anette Hansen og B-finalen til Katrine Holm Sørensen blev det også til B-finaler til Sigurd Christiansen, Steffan Hansen og Rikke Severinsen.

Næste mål for svømmerne fra Swim Team Esbjerg er nu de danske mesterskaber på kortbane i Nærum i perioden 27.-30. oktober 2005. Målet her vil være 1-2 finalepladser, mens eller drejer det sig primært om at høste en masse erfaring.

Samlet resultatliste.

Hvis du/I skulle have uddybende spørgsmål er I meget velkomne til at kontakte mig på nedenstående telefonnummer.

Med sportslig hilsen

Thomas Stub
Cheftræner,
Swim Team Esbjerg
Amagervej 14, 4. - 5
6705 Esbjerg Ø
Mobiltlf.: 20 62 13 50
E-Mail: stub@swim.dk